15. februar 2019
En kirke med varme i knæfaldet og under kirkebænkene, en stensøjle pakket ind i en radiator, elkabler skjult i en gulvkonvektor, et bord og et gelænder med varme, et hus fyldt med radiatorer i alle LEGO farver, det er bare et lille udpluk af de mange specielle løsninger, vi har udviklet til vore kunder
Ærligt talt er en radiator for de fleste et nødvendigt onde, og når man ser det udvalg af standardradiatorer, der findes på markedet, kan man næsten kun være enig. Men heldigvis er der også dem, der ikke vil gå på kompromis med æstetikken, og har en forventning om, at også varmeløsningen kan integreres i arkitekturen på en harmonisk, diskret og effektiv måde. De kommer til MEINERTZ, for det er vores speciale.
MEINERTZ er i dag den eneste dansk ejede radiatorfabrik. Virksomheden blev etableret i 1939. Den er hjemmehørende i Skanderborg og drives nu af tredje generation. I 80 år har vi værnet om stolte håndværksmæssige traditioner og høje krav til kvalitet og design, og listen over referencer er imponerende; DOKK1, LEGO House, Moesgaard Museum, Tate Modern, New York Times HQ og mange flere.
Stort set alle radiatorproducenter har de seneste år satset på masseproduktion af standardradiatorer, drevet af en udvikling, hvor pris har været vigtigere end æstetik og kvalitet. MEINERTZ gik en anden vej. Vi har specialiseret os i skræddersyede opvarmningsløsninger, der kan handle om at producere radiatorer i usædvanlige dimensioner, i en speciel farve eller i buet udgave. Andre gange udvikler vi helt nye produkter eller løsninger, der er så integrerede i arkitekturen, at de får en helt ny karakter eller funktion. Kort sagt tilpasses alle vore produkter til kundens behov.
At kunne udvikle og producere varmeløsninger, der næsten alle er unikke, kræver en kompetence, der er opbygget over generationer. Hos MEINERTZ er der medarbejdere, der har arbejdet på vor fabrik i mere end 50 år, deres viden om radiatorer er vort privilegie og fundament. Herudover er det afgørende, at vores produktion foregår i Danmark, så der er tæt koordination mellem produktion, salg, udvikling og ledelse. Det muliggør en ekstremt hurtig og agil proces, der kan foregå helt op til de sidste justeringer ved eventuelle ændringer eller unøjagtigheder i byggeriet. Den administrerende direktør, Philip Meinertz, er uddannet industriel designer. Han er personligt involveret i udviklingen af vore mange projekter. I det følgende vil vi præsentere nogle inspirerende projekter.
En bank i Island skal bygge nyt domicil. Det er et glashus, hvor bordene skal stå helt ud mod facaden. Desuden er der søjler. Bygherres ønske til os var, at bygge en gulvkonvektor mellem søjlerne, der skulle have ekstra bredde, så der kunne monteres en kabelbakke og stikkontakter let tilgængeligt nede under gulvkonvektorens rist.
Et kontorhus i München skal renoveres. En vindueskarm med integreret kanal til elkabler samt en standard panelradiator skulle erstattes af en ny og moderne løsning. MEINERTZ udviklede et modul, der på én gang består af en ProLine konvektor, kanal til el samt er let at montere og fleksibel i forhold til fremtidig rumindretning.
Til universiteter i Tyskland og i Sverige har vi udviklet en bænkeformet radiator med sæde og integrerede stikkontakter i benene. De står nu i universiteternes aulaer til stor fornøjelse for de studerende med deres iPhones, der altid mangler strøm.