6. februar 2018
Meinertz har leveret deres integrerede varmeløsning ProLine til Moesgaard Museum. Løsningerne går i et med arkitekturen, og er næsten usynlige for museets over 500.000 årlige besøgende.
Moesgaard Museum er kendt for de store linjer og flotte detaljer. Museet er tegnet, så det nærmest går i ét med landskabet takket være det store spektakulære grønne tag, der bliver brugt til alt fra teaterforestillinger over vikingemarkeder til skibakke om vinteren. Indenfor bliver de besøgende lukket ind i en fascinerende forhistorisk verden, hvor de bliver klogere på de første bosættelser, Bronzealderen og Vikingetiden. Arkitekturen skaber en fornemmelse af at gå under jorden, når du langsomt bevæger dig ned ad trappen mod de mørke udstillingsrum. Rummene er designet som indskudte terrassedæk, der skal minde om lagene i en arkæologisk udgravning.
I stueplan er der anderledes lyst med store glaspartier, der giver uhindret udsigt udover landskabet takket være Meinertz ProLine rist, der er installeret i gulvet. Den diskrete varmeløsning tager kuldenedfaldet fra vinduerne og går nærmest i et med gulvet, så udsigten ikke bliver forstyrret af grimme radiatorer. Skulle du få lyst til at bevæge dig helt hen til vinduet, kan du sagtens stå på risten, der er designet til at gå og stå på.
ProLine risten kan skræddersyes til det enkelte projekt, så den kan få en buet form, fremhæves med en særlig farve eller tilpasses fremspring, så du skaber lige netop den helhed, du vil have. På Moesgaard Museum valgte Henning Larsen Architects at gå med en overfladefarve, der lå meget tæt på det flotte stengulv, så løsningen er næsten usynlig, når du ser hen over gulvfladen. På andre projekter bliver Pro-Line løsningen fremhævet for at understrege en særlig arkitektonisk stil som museet Ragnarock. Her er ProLine udført i galvaniseret stål mod et knaldrødt gulv. Uanset hvilken stil du ønsker, kan Meinertz hjælpe dig med at skabe netop det udtryk, der passer til dit projekt.