Kulturarv og komfort smelter sammen

Kulturarv og komfort smelter sammen

12. april 2018


Det kan være svært at installere varme i fredede kirker, hvor der er meget skrappe bestemmelser for, hvor meget du må gribe ind i den oprindelige arkitektur. I Meinertz har vi specialiseret os i varmeløsninger til bygninger og kirker, der griber så lidt ind i bygningens oprindelige arkitektur som muligt.


Bendt Longmose Jakobsen fra C & W Arkitekter er restaureringsarkitekt med speciale i fredede bygninger og har arbejdet med at restaurere herregårde og kirker på Fyn i mere end tyve år.


- Når vi renoverer en kirke er det vigtigt, at vi har forståelse for de historiske lag, der er i bygningen. Mange middelalderkirker har kalklag helt tilbage fra den tid, de blev bygget. Her sørger vi for at rense kalklagene nænsomt, så vi bevarer de historiske lag for eftertiden. På samme måde kigger vi efter tekniske løsninger, der ikke griber ind i kirkerummet. Det er jo sådan, at arbejder du med en fredet bygning, så skal alt det, du sætter ind i bygningen, kunne tages ud igen uden at efterlade sig varige spor i bygningen, lyder det fra den erfarne arkitekt.

Kravene til istandsættelsen af fredede kirker ofte står i kontrast til brugernes ønske om moderne komfort. For selvom kirken er en historisk bygning, så er det også et brugsrum. På en kold dag forventer menigheden, at kirken byder velkommen med varme rum og åbne hænder. Derfor gælder det om at finde varmeløsninger, der ikke ødelægger bygningens kulturarv eller arkitektoniske linjer.


- En rørføring kan ødelægge rigtig meget i gulv og væg, ligesom det kan forstyrre det visuelle indtryk. Kirkerummet skal gerne fremstå så rent og uforstyrret som muligt. Derfor har vi på flere projekter samarbejdet med Meinertz om at have en varmeløsning, hvor radiatorerne sidder under bænken og næsten er usynlige. Vi vælger gerne en farve på radiatorerne, der ligger tæt op af bænkenes farve, så de bliver endnu mere integrerede i kirkerummet, siger Bendt Longmose Jakobsen.


Skræddersyede løsninger

Meinertz leverer radiatorer, der kan skræddersyes til det enkelte projekt og den enkelte bænk i kirken. Længden på radiatorerne kan således varieres i det uendelige, ligesom de kan fås i farver, der matcher den øvrige farvesætning i kirken. Løsningerne tegnes til det enkelte projekt i tæt samarbejde med arkitekten, så rørføringen bliver lagt de steder i kirkerummet, hvor den gør mindst skade. Produktionen af radiatorerne foregår hjemme på vores familieejede fabrik i Skanderborg.


- Vi lever og ånder for det gode håndværk og den personlige rådgivning. Det er her, vi virkelig kan gøre en forskel. Vi leverer ikke standardvarer, men en særligt tilpasset løsning til den enkelte kirke. Vi analyserer på kirkerummet sammen med arkitekterne og kommer med flere forskellige løsningsforslag alt efter, hvordan rummet er bygget op og indrettet. Når installatøren skal i gang, hjælper vi også med rådgivning, så det bliver udført korrekt, siger vores adm. direktør Philip Meinertz, der er tredje generation i Meinertz.


Meinertz har været sparringspartner på restaureringen af Kerteminde Kirke i tæt samarbejde med C & W Arkitekter.