Legende arkitektur med skræddersyede varmeelementer

Legende arkitektur med skræddersyede varmeelementer

13. november 2017


Med specialdesignede radiatorer fra Meinertz, går arkitektur og varmeydelse hånd i hånd. Fokus på detaljer, farver og former betyder, at selv de mest ambitiøse designdrømme kan blive til virkelighed. Det ses på et projekt i Billund, hvor varmeløsningerne smelter sammen med den unikke arkitektur.


En funktionel varmeløsning med god ydelse betyder rigtig meget, når der bygges nyt eller renoveres. En uigennemtænkt varmeløsning koster nemlig stort på både den æstetiske og komfortmæssige konto. Derfor handler det om at tænke i både ydelse og udtryk, når der skal vælges varmeløsninger.


Som nogle af de eneste på markedet producerer Meinertz skræddersyede løsninger, der gør det muligt at komme i mål med de store arkitektoniske visioner uden at tabe på varmeydelsen. De tilpassede varmeløsninger produceres til det enkelte projekt i samarbejde med både ingeniører og arkitekter. Det ses på det nye oplevelseshus i Billund, hvor Meinertz Proline konvektionsriste sætter det sidste præg på æstetikken i bygningens forskellige zoner og rum.


- Det var vigtigt for os at få tilpasset farverne på alle riste i hele huset, fordi hver zone har sin egen farve. Den opgave har Meinertz løst godt. De har været enormt gode og fleksible at samarbejde med og har været gode til at indfri vores ønsker, forklarer Snorre Nash, der som sagsarkitekt hos BIG, har været med til at tegne oplevelseshuset midt i Billund by.


Design og varmeydelse i højsædet

I det nye oplevelseshus bidrager Meinertz til det monokrome look, der kendetegner rummene. Men udover at matche farverne, sikrer de skræddersyede konvektionsriste fra Meinertz også, at bygningen har en høj varmeydelse. Både de steder, hvor varmeelementerne ligger i konvektionsgrave i gulvet og i stueetagen, hvor ristene i sig selv er varmekilden.


- Det specielle ved Meinertz er, at deres radiatorer har en høj ydelse ift. størrelsen. Samtidig passer de specialdesignede varmeløsninger til bygningens design og arkitektur. Når de to ting går op i en højere enhed, så er alles mål opfyldt, forklarer Kristian Bjerrum, civilingeniør hos COWI og disciplinleder under projekteringen af oplevelseshuset.


Han refererer til det forskellige fokus, som ingeniører og arkitekter ofte har. For Kristian Bjerrum har det i høj grad handlet om at sikre den bedste varmeydelse, mens det på arkitekternes side har handlet om at få det æstetiske udtryk til at stå stærkt. I det samarbejde har Meinertz spillet en væsentlig rolle for at få enderne til at mødes.


- Arkitekterne arbejder jo meget visuelt, mens vi har større fokus på at sikre, at varmeelementerne har ydelse nok. Og i det her projekt er der ikke noget, der er standard. Alt er fremstillet til bygningen – inklusiv varmeelementerne fra Meinertz. Det er der ikke mange andre radiatorproducenter, der tilbyder, lyder det fra Kristian Bjerrum.


Unikke designdrømme

For Meinertz, er en del af visionen netop, at varmeløsninger tænkes ind i byggeprojekter fra start, så arkitekterne har mulighed for at realisere deres unikke designdrømme. Det betyder, at den nytænkende radiatorproducent ikke er bange for at gå ind i ambitiøse projekter, hvor der stilles store krav til æstetikken.


- Når vi leverer skræddersyede løsninger til vores kunder, bidrager vi til at løfte det færdige resultat op på et højere plan. Vi lever for detaljerne, som netop muliggør, at projekterne når 100 procent i mål med det ønskede koncept for bygningen, siger Philip Meinertz, direktør og tredje generation i den familieejede virksomhed.


Et frugtbart samarbejde

Konceptet har der heller ikke været nogen tvivl om. Det banebrydende oplevelseshus står knivskarpt med tydelige referencer til den danske legetøjsgigant, der står bag projektet. Leg, læring og oplevelser gennemstrømmer hele huset, hvor hvert rum ikke kun har sin egen farve, men også sin egen funktion.


For Meinertz har det både været en anderledes og sjov udfordring at få de skræddersyede varmeløsninger integreret med husets andre designdetaljer. Og den opgave har Meinertz løst rigtig godt, lyder det fra Snorre Nash.


- Vi er altid glade for at arbejde med Meinertz, fordi deres løsninger gør det muligt at få det samme udtryk over det hele. Det har gjort, at vi kan skabe nogle gennemførte rum, hvor varmekilderne smelter sammen med resten af designet, siger BIG-arkitekten afsluttende.