Dansk design indtager New York

Dansk design indtager New York

7. juni 2017


Meinertz har med sit enkle design ramt lige ned i New Yorks kærlighed til den nordiske æstetik og kvalitet. Storbyen er base for nogle af verdens mest berømte tegnestuer, som er kompromisløse, når det kommer til det arkitektoniske udtryk.


Danske designikoner som Finn Juhl og Arne Jacobsen har været et hit blandt designelskende newyorkere i årevis. Men det er ikke kun ikoniske møbelklassikere, der efterspørges i byen, der aldrig sover. Radiatorproducenten Meinertz har med sine æstetiske og funktionelle varmeløsninger slået sit navn fast hos nogle af verdens største arkitektvirksomheder. Og når verdenskendte tegnestuer som Renzo Piano Building Workshop og Norman+Partners skal vælge varmeløsninger til store byggeprojekter, står der ofte Meinertz på det. Det gælder også en række prestigeprojekter i New York, hvilket har givet virksomheden et solidt fodfæste i den amerikanske storby.


- Det der har drevet markedet i New York er vores tætte samarbejde med arkitekter i Europa. Vi er blevet bragt derover af store tegnestuer, der kender vores løsninger fra projekter, som vi har været sparringspartner og leverandør på. Arkitekterne ved, at vi kan levere særligt tilpassede løsninger, der bliver en integreret del af design og arkitektur. Samtidig repræsenterer vi et minimalistisk og stilrent nordisk design, som bliver efterspurgt i New York. Når kunderne vælger vores produkter, får de samtidig en bid af skandinavisk design,” fortæller salgsdirektør Ulrik Meinertz, der er tredje generation i virksomheden.


Hovedkvarteret på Manhattan

Tilbage i 2003 henvendte den italiensk-franske tegnestue Renzo Piano sig til Meinertz, fordi de var i gang med at bygge avisen New York Times’ nye hovedkvarter på Manhattan. Det er en transparent glasbygning, der skal symbolisere åbenhed, og arkitekterne ville gerne have integreret en varmeløsning i bygningens glasfacade. Meinertz leverede specialdesignede konvektorer, der beskytter mod kuldenedfald og sikrer, at bygningens transparente udtryk forbliver uforstyrret.

- Kunsten var at få konvektorerne passet ind i facadens stålprofiler. Bygninger, der er så høje som denne, står og bevæger sig en smule. Derfor skal det simpelthen passe på millimeteren mellem stålprofilerne og være meget fleksibelt, fortæller Ulrik Meinertz. 


Meinertz specialproducerer alle deres løsninger i tæt dialog med kunden. Det giver fleksibilitet i forhold til form og farve, og arkitekterne får frihed til at tænke varmeløsningen ind visionen for bygningen. I New York samarbejder Meinertz både med europæiske og amerikanske arkitekter, der ønsker at komplimentere eller skabe en kontrast til bygningens design.


- Arkitekterne vælger Meinertz, fordi de har et unikt design, der kan indgå i arkitektens vision for projektet. Når de berømte tegnestuer bliver hyret, er det fordi, kunden ønsker kompromisløshed i forhold til bygningens design. Her når arkitekten altid ned til varmeløsningen, fordi det udgør en markant del af det visuelle udtryk. Det er også det, der gør det spændende at arbejde med Meinertz løsninger. Det er unikke designløsninger, der samtidig møder de funktionelle krav, som ingeniørerne har, fortæller Austin Gans, der har været agent for Meinertz i New York siden 2009.


Prestigeprojekter sikrer fodfæste

Det tætte samarbejde med de store tegnestuer, har betydet at Meinertz har været involveret i en stribe prestigeprojekter i New York. Ud over New York Times’ hovedkvarter tæller de blandt andet det nye Columbia University, High Line Headquarters og Rockefeller Center Café. Den amerikanske byggebranche er ofte skeptiske, når de skal arbejde med produkter, der ikke er amerikanske. Derfor har Meinertz brugt lang tid på at tegne detaljerede modeller og sende stribevis af vareprøver til de amerikanske ingeniører og bygherrer.

- Det har enorm betydning, at vores agent i New York, Austin Gans, forstår vores designfilosofi hundrede procent og kender den amerikanske byggebranche til fingerspidserne. Amerikanerne arbejder på en helt anden måde. Alt skal sikres og bevises. Men når vi er involveret i alle de her store projekter, bliver de mere bekendte med vores produkter og sikre på, at vi kan levere. Det giver os et solidt fodfæste på markedet,” fortæller Ulrik Meinertz og fortsætter:


-  Vores succes i New York har betydet, at vi har været involveret i utrolig mange spændende projekter. Blandt andet en privat rigmandsvilla ved Hudson River, der er en af de mest avancerede konvektorløsninger, vi nogensinde har lavet. New York er helt klart et marked, som vi satser mere og mere på, fortæller Ulrik Meinertz.