Kongelig belønningsmedalje til virksomhedens Ole Opfinder

Kongelig belønningsmedalje til virksomhedens Ole Opfinder

23. juni 2017

 

Hans Emdal kunne for længst være gået på efterløn. Men efter at have beriget Meinertz med sin opfinderånd i 50 år, har han stadig ingen planer om at stoppe. I forbindelse med sit jubilæum har han modtaget Den Kongelige Belønningsmedalje for de mange års tjeneste hos den jyske radiatorproducent.

 

Det er ikke hver dag, at man kan fejre et 50 års jubilæum. Derfor var det også en helt særlig og følelsesladet dag, da 64-årige Hans Emdal fik overrakt Den Kongelige Belønningsmedalje efter 50 års ansættelse hos Meinertz. Siden 1967 har han været en central skikkelse i virksomheden og er i dag lidt af en legende. Eller som direktør Phillip Meinertz siger: ”han er gud”.

Som 13-årig blev han ansat som fejedreng i den gamle smedje i Beder. Der gik dog ikke lang tid, før han begyndte at svejse konvektorer og lave smedearbejde, og siden har han været både værkfører, tillidsmand og sikkerhedsrepræsentant. Men vigtigst af alt, har han været idémanden bag rigtig mange af de produkter, Meinertz laver i dag. Blandt andet ProLine konvektoren, der er kendt fra Nordeas Domicil på Christianshavn.

 

- Jeg er nok lidt af en Ole Opfinder og har altid været optaget af at finde løsninger. Allerede kort tid efter at jeg startede som fejedreng, gav den daværende direktør Sonni Meinertz mig stor frihed i produktionen og mulighed for at kaste mig ud i mange spændende projekter. Og det har været medvirkende til, at jeg gennem årene har udviklet, tegnet og lavet en masse sjove maskiner og produkter, fortæller Hans Emdal.

 

 

Æstetiker til fingerspidserne

Der er ingen tvivl om, at Hans Emdal har stor betydning for Meinertz både fagligt og personligt. Administrerende direktør Phillips Meinertz var endnu ikke født, da Hans blev ansat, men lærte Hans at kende, da han som barn besøgte sin far Sonni Meinertz på fabrikken. Som ung håbefuld designer arbejdede Phillip Meinertz senere tæt sammen med Hans Emdal på fabrikken.

 

- Hans er en utrolig vigtig person for både mig og virksomheden. Han har en enorm erfaring, vi kan trække på og kender virksomhedens historie. Derudover er han knusende kreativ og innovativ og har været idémanden bag mange af vores produkter. Han er jo æstetiker og har en mening om, hvad der ser godt ud. Vi har et rigtig godt sammenspil, og jeg går da og håber på, at han tager 50 år mere, siger Phillip Meinertz.

 

Og spørger man Hans Emdal, hvorfor det er blevet til 50 år hos Meinertz, er det især friheden til at eksperimenterer og sætte projekter i søen, der har givet ham lysten til at fortsætte.

 

- Jeg har haft en stor frihed til at kaste mig ud i en masse projekter uden stor indblanding. Rigtig mange af projekterne er lykkes, og det har givet gnisten til at fortsætte. Jeg kunne være gået på efterløn for flere år siden, og næste år bliver jeg folkepensionist. Men jeg har sådan set ikke nogen planer om at stoppe. Så længe jeg har gejsten og helbredet til at fortsætte, har jeg tænkt mig at blive. Og det har jeg fået grønt lys til, slutter han.