Lad varme være en del af arkitekturen

Lad varme være en del af arkitekturen

7. Marts 2017


Radiatorer behøver ikke være en skæmmende plet i landskabet. Hos Meinertz går man hverken på kompromis med kvalitet, design eller æstetik.


- Jeg har svært ved at forstå de bygherrer, der ofrer masser af penge på at tegne og opføre en smuk bygning og så vælger at leve med uharmoniske eller direkte grimme radiatorer, siger Ulrik Meinertz. Ulrik Meinertz driver virksomheden Meinertz sammen med sin bror Philip Meinertz, der er uddannet industriel designer. Sammen vil de to brødre gøre radiatorer til arkitektoniske designelementer.


Kimen til Meinertz blev lagt i en smedje i Beder for 78 år siden. I dag fører tredje generation af Meinertz-familien virksomheden videre med en ambition om at styrke samarbejdet med tegnestuerne endnu mere. Ambitionen om at være arkitektens højre hånd har indtil videre betydet et tæt samarbejde med Renzo Piano Building Workshop og Meinertz løsninger i projekter som Tate Modern, New York Times nye hovedkvarter, Columbia University og Victoria & Albert Museum. Herhjemme har Meinertz bidraget med smukke integrerede varmeløsninger og solidt håndværk til projekter som Moesgaard Museum, Bestsellers hovedkvarter og Royal Arena.


Fuldender arkitekturen

Et andet markant projekt Meinertz har været inde over er Nordeas hovedkontor på Christianshavn tegnet af Henning Larsen Architects. Tegnestuen ønskede en varmeløsning, som forhindrede kuldenedfald fra de store glasflader uden at hindre udsyn og skæmme det stringente udtryk. Meinertz udviklede den kun 10 centimeter dybe gulvkonventor ProLine, der i dag er en af virksomhedens mest solgte designs. Det minimalistiske design gør, at det fremtrædende byggeri bevarer sin åbne figur mod havnefronten.

En uheldig radiatorløsning sætter et tungt visuelt aftryk på et byggeri i meget lang tid. Derfor undrer det Ulrik Meinertz, at der ikke har været mere fokus på at udvikle løsninger, der fuldender arkitekturen i stedet for at forringe helhedsindtrykket:- Når en radiator har udtjent sit brugbare liv, har bygningen typisk fået skiftet vandhaner og lamper adskillige gange. Derfor burde der være mere fokus på at få nogle løsninger, der spiller sammen med arkitekturen i stedet for at skæmme helhedsindtrykket, slutter Ulrik Meinertz.